Hvis det var 2007, ville jeg forvente en vis forvirring og misforståelse i forhold til bedste praksis for cykelinfrastruktur. Det var en modig, ny verden dengang. Denne blog var en ensom stemme i ødemarken vedrørende cykler som transportmiddel i byer, med kun testosteron-drevne, skumle sports- og fritidscyklingsblogs som selskab i skoven. Nu er der en kor, og stemmerne bliver højere og mere harmoniske dag for dag. Mange, mange mennesker ved bedre nu. Viden har spredt sig, og budskabet er mere forenet. Én ting, der forvirrer mig, er dog hvorfor der faktisk bliver promoveret og implementeret tovejs cykelstier på gadeniveau. Med tovejs cykelsti mener jeg oprettelsen af et spor for cykler adskilt af en linje, som tillader tovejs trafik - på bygader. Jeg henviser ikke til en tovejssti gennem en park eller andre områder uden motoriserede køretøjer. I Danmark blev tovejs cykelstier på gadeniveau fjernet fra bedste praksis for cykelinfrastruktur for over to årtier siden. Det i sig selv burde være en alarmklokke for dem, der følger med. Disse tovejs cykelstier viste sig at være farligere end envejs cykelstier på begge sider af vejen. Der er en bestemt paradigme i byer… Jeg siger ikke, at det er GODT, men det er der. Trafikanter ved alle, hvilken retning de skal kigge, når de bevæger sig rundt i byen. Det var et ringere design at have cykler, der kom fra to retninger på én gang. Og dette var i en etableret cykelkultur. Tanken om at implementere sådanne cykelstier i byer, der først nu begynder at indarbejde cykler - byer befolket af borgere, der ikke er vant til cykeltrafik får mine tæer til at krølle. Der er tovejs cykelstier i København. De er gennem parker og langs grønne områder, adskilt fra motoriseret trafik, og lejlighedsvis er de på gader uden sideveje. De er altid placeret, hvor det giver mening for at eliminere risikoen for sammenstød med biler og lastbiler. Cykelstier er som fortov… du placerer dem på begge sider af gaden, men holder dem énvejs.
Selvfølgelig har Danmark udviklet et utroligt ensartet design for cykelinfrastruktur, med kun fire typer af infrastruktur for cykler, som skaber ensartethed, nem navigering og, vigtigst af alt, optimal sikkerhed.
Man hører de samme undskyldninger i lande og byer, der netop er begyndt at omfavne cykling… “Men jeg så dem i Holland?!” Ja, det kunne du godt have gjort. Men jeg spurgte Theo Zeegers fra den hollandske nationale cykelorganisation, Fietsersbond, om dette problem, og han sagde:"Tovejs cykelstier har meget højere risiko for cyklister end to envejs cykelstier. Forskellen ved krydsninger er omkring en faktor 2. Så især i områder med mange krydsninger (f.eks. byområder) foretrækkes envejs cykelbaner. Ikke alle kommuner har dog forstået denne besked."
Til vores held er hollænderne vant til en konstant strøm af cyklister. De er ikke nye i dette. De har også pladsproblemer i mange af deres små bycentre, som kun få andre byer på planeten har. De tovejsstier, du kan se der, er suboptimale løsninger.I den nyligt udgivne OECD-rapport om cykling, sundhed og sikkerhed kan du læse meget af det samme. Tovejs cykelstier anbefales ikke til placering på gadeniveau. Envejs cykelstier på begge sider er den bedste praksis, der bør vælges.
Det er virkelig ikke nogen nyhed dette her. Forestil dig at fjerne fortovet på den ene side af gaden og tvinge fodgængere til at dele et smalt fortov kun på den ene side af gaden. Det ville du ikke gøre ved fodgængere (ja, dumme eksempler findes, men alligevel) så hvorfor i alverden ville man gøre det ved cyklister? De tovejs cykelstier, vi ser i stigende cykelbyer, kan umuligt være blevet etableret af folk, der ved, hvad de laver eller forstår cyklisternes behov eller virkelig ønsker at fremme cykling. Det kan man også se på bredden af dem. Utroligt snævre, hvilket gør det til en spændende oplevelse at passere modkørende cyklister og en lidt for nervepirrende oplevelse at passere cyklister, der kører i samme retning.En anden undskyldning, som ofte høres, er “Nå… det er bedre end ingenting” - ofte sagt på en forsvarsagtig tone. Dette er et fejlagtigt argument, der mangler vision, engagement og erfaring.
Dette handler ikke om at bygge ting af asfalt. Vi planter frø i håbet om, at frodige haver vil vokse. Vi har de frø, vi har brug for. De er frugtbare, naturlige og klar til at vokse med minimal vedligeholdelse. I stedet vælger folk poser med GMO-frø fra trafikplanlægningens Wal-Mart. Begrænset frugtbarhed, modificeret til de enkle behov hos visionløse havefolk. Potteplanter i stedet for haver. Hvis nogen taler varmt for infrastruktur som denne og rent faktisk mener, at det er godt, bør de sandsynligvis ikke tale for cykelinfrastruktur.
